I årene op til 1914 blev Europa præget af to stormagts-alliancer: Centralmagterne bestod af Tyskland og Østrig-Ungarn med forbundsfæller, mens Ententemagterne bestod af Frankrig, Rusland og Storbritannien med forbundsfæller. De fleste små stater som Danmark var uden for disse alliancer.

Europa var præget af en aggressiv nationalisme, uro på Balkan og manglende forhandlingsvilje hos stormagterne.

Den tyske regering anså en krig for uundgåelig, hvis Tysklands udenrigspolitiske interesser og indenrigspolitiske stabilitet skulle sikres.

Verdenskrigen blev udløst af en serbisk nationalists mord på den østrig-ungarske tronfølger i Sarajevo 28. juni 1914. Østrig-Ungarn stillede straks, med støtte fra Tyskland, en række ultimative krav til Serbien, som ikke alle blev opfyldt.

Derfor sendte Østrig-Ungarn 28. juli en krigserklæring til Serbien. Rusland havde garanteret Serbiens sikkerhed og begyndte straks mobilisering. Dette medførte en kædereaktion – en europæisk storkrig begyndte.